Min mission er at skabe opmærksomhed omkring bæredygtigt herretøj.
Min vision er at få alle mænd i Danmark til at tænke på bæredygtighed, når de skal vælge tøj.
Hvorfor?

Fordi jeg i alt det jeg gør, gerne vil træffe det mest bæredygtige valg og jeg håber at du vil gøre det samme.

Tøj er en af de mest forurenende industrier. 16% af verdens insektgift bliver brugt på bomuldsmarker, selvom bomuldsmarker kun udgør 2,5% af alt landbrugsjord i verden og produktionen af tøj regnes for at udlede hele 10 procent af verdens samlede CO2-udleding. 

Undersøgelser antager desuden at vores tøjforbrug vil være steget 63% i år 2030 – fra 62 millioner tons til 102 millioner tons. Der er altså virkelig grund til at tænke bæredygtigt, når du skal købe tøj.

Vi tænker heldigvis mere og mere over, hvor de produkter vi køber, kommer fra og hvordan de er lavet. Det ved virksomhederne godt og derfor har de fleste efterhånden også oprettet en CSR-afdeling. CSR står for Corporate Social Responsibility og det handler blandt andet om at fortælle forbrugeren om firmaets plan for at blive mere bæredygtig. Vil du vide om en virksomhed tænker på miljøet og fremtiden, så kig derfor efter deres CSR-plan.

Tøjindustrien har en lang værdikæde. Det vil sige at vejen fra råmateriale til færdigt produkt er lang og kompliceret. Det kan derfor godt være svært at finde ud af, hvad der er det mest bæredygtige at gøre. Heldigvis er der lavet en lang række certificeringsmærker, der hjælper dig til at få et indblik i, hvordan tøj er lavet. Kig efter dem, når du skal købe tøj.

Og husk også at bruge din fornuft.

  • Vælg som udgangspunkt det tøj, hvis “råmateriale” (f.eks. øko bomuld) kommer fra Europa og vælg det tøj som er produceret i Europa. På den måde mindskes co2-udledningen (i forhold til f.eks. kinesisk og indonesisk produceret tøj).
  • Vælg økologisk frem for konventionelt, da det ikke forurener vandet, der bruges til produktionen.
  • Kig især efter tøj der er lavet af Tencel, da det er et af de mest bæredygtige tekstiler.
  • Undgå at købe tøj der er et mix af forskellige tekstiler (f.eks. bomuld og polyester eller uld og nylon), da man ikke kan genbruge trådene fra dette tøj.
  • Og det vigtigste budskab af dem alle – køb mindre tøj, køb kvalitet og brug det så længe du kan.

Baggrunden for hjemmesiden og lidt om mig:

Jeg begyndte efter sommeren 2019 på Erhvervsakademiet i Aarhus. Jeg startede på ‘Iværksætterlinjen’ og det var her, jeg fik lyst til at skabe noget, der gjorde det nemmere at finde og købe bæredygtigt tøj. 

Jeg havde svært ved at gennemskue, hvor bæredygtigt tøjet i butikkerne var og jeg vidste ikke, hvad der var det mest bæredygtige at gøre, når det kom til tøj. 

Det endte ud i denne platform, som jeg håber, vil hjælpe dig med at beholde din gode stil samtidig med at du tager hensyn til mennesket, miljøet og dyret bag dit tøj.  

mildt genbrugsshop

Jeg lancerede webshoppen, fordi jeg gennem skabelsen af hjemmesiden og min blog lærte (og stadig lærer) en helt masse  om tøjindustrien og bæredygtighed og jeg fandt ud af, at det at købe genbrug er det mest bæredygtige, vi kan gøre, når det kommer til at købe tøj.

Der er flere og flere der går i genbrug og jeg vil gerne være med til at udbrede det endnu mere og gøre det endnu mere attraktivt.

Formålet med shoppen er derfor at gøre genbrug mere “spiseligt” så flere mænd for øjnene op for genbrug. Det forsøger jeg at opnå ved at gøre det nemt, enkelt og overskueligt at købe lækkert og flot kvalitetsgenbrugstøj til mænd til en god pris.

Læs mere om hvad der er blevet skrevet om mildt genbrugsshop i pressen lige her.

mildt
CVR-nummer: 41100885
Tobias Lindhardt Iversen

artbokeh